Kære foreninger, medlemmer og venner,
Så står vi endnu en gang og holder vejret, mens nye restriktioner meldes ud og nye nedlukninger er på vej, her inden jul. Dette nyhedsbrev byder også på flere nyheder omkring nedlukning af frivilligcentret og ombygning af Byens Hus.
Men som heldigvis også betyder at når vi åbner igen 1. marts, vil vi kunne byde jer velkommen i vores nye flotte lokaler på 1 salen.
Som nogle af jer allerede har læst i Byens Hus nyhedsbrev sendt i går, lukker Frivilligcentret fysisk ned grundet ombygning fra d. 23 december og indtil 1 marts 2022. Det betyder, at vi fortsat vil være at træffe telefonisk og på mail, men altså ikke i vores normale faciliteter på 2 salen. Det betyder også, at det ikke er muligt at booke lokaler i denne periode,
Dem som allerede har booket i perioden, vil vi gøre vores bedste for at finde alternative faciliteter til og vi kontakter jer alle hver især.
Klub-aktiviteterne vil kunne fortsætte i Byens Sal, med det forbehold, at der vil forekomme larm og støj fra håndværkerne i perioder.
Spiseselskabet vil ikke afholde fællesspisning i januar & februar, men vi er tilbage mandag d.28 marts 2022 og glæder os til at byde jer velkommen.
Vores selvhjælpsgrupper og støtte til udsatte unge vil vi også prøve at finde alternative faciliteter til og vi kontakter ligeledes jer der berøres af dette.
Parkeringsmuligheder vil være minimale grundet håndværkerne, så til jer som fortsat har aktiviteter, vil der ikke være mange parkeringspladser på matriklen.
På trods af alle de lidt kedelige ting, glæder vi os også til at vise jer vores flotte nye hjemmeside i starten af det nye år, ligesom vi ser frem til vores nye lokaler!
Alle os fra frivilligcentret ønsker jer alle en glædelig jul og godt nytår! Pas på jer selv og hinanden og på gensyn.
Med venlig hilsen
Leyla Fatima Lavrsen
Centerleder
|