Jeg er frivillig, fordi... det giver mig mulighed for at dele min passion for windsurf i et meningsfyldt, forpligtende fællesskab og inspirere unge som ældre til fantastiske oplevelser på vandet.
Jeg elsker at være på vandet, når... vi er nogle venner, der liner op, og det pivblæser, men der ikke er for mange buler på søen.
Der er få der ved det, men... som barn havde jeg en zoologisk have på mit lille værelse med fem akvarier, undulater med unger, en papegøje, en skildpadde, besøg af familiens marsvin, hund, kat, fire søskende og plejebarn fra Grønland, kørte boret knallert og gocart og motorcykel, inden jeg fik kørekort.
Jeg lærer aldrig at... lave et planende jibe (vending) på min surfer, selvom jeg har surfet i mere end 40 år.
Jeg har først for nyligt opdaget, at... så mange følger med i, hvad der sker i vores lille windsurfklub her i Ebeltoft.
Det bedste ved surf er... at det ikke kan besvares i to sætninger, men fylder et helt A4 ark.
Den bedste surfoplevelse, jeg har haft, var... da jeg kom på podiet ved Defiwind i 2015 (kapsejlads med 1000 deltagere) og slog en masse franskmænd på hjemmebane i en pelikan 😊
Jeg drømmer om... at vi her i Ebeltoft med hjælp fra de andre surf- og sejlklubber afholder et eller flere internationale mesterskaber.
Min klub er... et hotspot for byudvikling, bosætning, turisme og bæredygtig idrætsaktivitet. I kraft af sin beliggenhed binder den byen sammen med Vigen og understreger Ebeltofts identitet som søkøbstad.
Det vigtigste for sejlsportens udvikling er... at skabe rammer for socialt samvær omkring fysisk aktivitet på linje med andre sportsgrene.
|