Jeg har med stor fornøjelse lyttet til podcasten ‘Hjernen På Overarbejde’ og læst bogen af samme navn.
Budskabet burde være obligatorisk læring for alle, der har deres gang på danske arbejdspladser. Se bare her: De overordnede livsvilkår er fremragende i Danmark - så længe vi kigger på de fysiske rammer. Tonsvis af undersøgelser peger dog på, at vi mistrives psykisk.
Mistrivslen skyldes, at vi tilgodeser to af de følelsesregulerende systemer, det røde og det blå, på bekostning af det tredje system, det grønne:
- Det røde Trusselssystem: Får os til at undgå eller bekæmpe ting (følelser som frygt og vrede)
- Det blå Motivationssystem: Får os til at jage ting (følelser som glæde, motivation, begejstring)
- Det grønne Beroligende system: Genopretter balancen, når enten det røde eller blå har været aktiveret (følelser som tryghed, tilfredshed, tilknytning).
Det moderne samfund har fokus på effektivisering og kontrol; at nå en masse på kort tid. Vi har med stor succes hacket menneskehjernen på den front, men det grønne system har ikke fået plads, og derfor kommer vi i ubalance.
Vi kan aktivere det grønne, beroligende system ved at udvise compassion, altså "åbenhed over for egen og andres lidelse - samt et dybtfølt ønske om både at lindre og forebygge".
Hvis jeg ellers forstår det rigtigt, handler det om at give os tid - til os selv og til hinanden.
Foto: Gaelle Marcel - Unsplash
|