Jeg er frivillig, fordi... jeg føler, jeg bliver bedre til det, jeg beskæftiger mig med. Når det kombineres med, at jeg er sammen med gode venner, som jeg holder meget af, og samtidigt gør en forskel for andre, tror jeg ikke, jeg kan bruge min tid bedre på andre måder.
De fleste tror altid... at jeg er frivillig, fordi jeg kan lide at gøre det, jeg gør som frivillig på grund af sejladsen.
Men jeg vil gerne sige, at… jeg formentlig kunne have endt som frivillig indenfor næsten en hvilken som helst organisation, uanset om det var svæveflyver, spejder eller hjemmeværnet. For mig er fællesskabet, muligheden for at udvikle mig og at føle, at jeg er god til det, jeg gør, det vigtigste.
Jeg drømmer om, at… have endnu mere tid til at dyrke min hobby.
Der er få, der ved det, men… hvis jeg gør mit bedste som baneleder eller dommer og alligevel bliver skældt ud af forældre og trænere, kan det sidde i mig mange dage efter.
Det bedste ved sejlads er, at… være i naturen sammen med personer, jeg kan lide at være omkring. Derudover er det fedt, at der konstant og altid er mulighed for at udvikle sig og blive bedre.
Ombord kan jeg ikke undvære... kaffe! – og humor.
Den bedste sejloplevelse, jeg har haft, var, da... jeg var på Køge Bugt Kredsens sejlerlejr som lille optimistjollesejler. Den årlige sommerlejr var (og er) en fast bestanddel af min sommer og var med til at udvikle mig på mange forskellige områder.
Min klub er... årsagen til, jeg er frivillig. Hvis ikke min klub i tidernes morgen havde opfordret mig til at tage på kursus betalt af klubben, var jeg formentlig aldrig blevet dommer og baneleder. De ungdomsledere, der var der, mens jeg var ung sejler kunne se, jeg havde talent i den retning og hjalp mig med min udvikling.
Det vigtigste for sejlsportens udvikling er... at sejlsport bliver mere synligt i de almindelige, danske medier. Derved bliver det en sportsgren, som flere formentlig vil overveje at prøve.
|