Jeg er stævneleder for Harboe Cup, fordi... jeg ikke kan se Skælskør Amatør-Sejlklub uden. Det var min far, som startede stævnet, og det har altid været en del af det liv, jeg husker. Der er så mange gode kræfter, som bakker op og udfører et kæmpe arbejde.
De fleste tror altid, at... jeg har planlagt rigtigt mange ting.
Men jeg vil gerne sige, at... jeg er heldig at være omgivet af skønne mennesker hjemme, på arbejde, i fritiden, i klubben og andre steder, der hjælper mig med alt det, jeg ikke har forudset eller planlagt.
Der er få der ved det, men... vi købte kølbåd, fordi min kone foreslog det. Hun har ikke sejlet, men er rigtig glad for oplevelserne og ret sej selv i hårdt vejr.
Jeg lærer aldrig at... forstå forældre som ikke supporterer deres børn og bidrager til fællesskabet i foreningslivet.
Det bedste ved sejlads er... at jeg kobler HELT af. Uanset om det er kapsejlads på højt niveau eller det er en tur til Agersø, Omø eller rundt Fyn med familien.
Ombord kan jeg ikke undvære... badetøjet. Jeg elsker vand.
Jeg drømmer om, at... kunne sejle hele livet. Friheden, naturen og afslapningen.
Min sejlklub er... en mindre klub med et skønt fællesskab, en enorm hjælpsomhed og et stort sammenhold. Et sted jeg føler mig hjemme og som rummer mange gode oplevelser fra hele min opvækst. Mine bedste venner har jeg mødt gennem sejlsporten.
Det vigtigste for sejlsportens udvikling er... at vi modtager alle nysejlere (ung som gammel) med åbent sind og bevarer sejlsportens hjælpsomhed og respekt. Respekt for hinanden, naturen og forskelligheder på vandet - sejl, motor, jolle, bræt, erfaring, kapsejler, fritids- og langturssejler m.m.
|