Nyhedsbrev nr. 2, maj 2018

Sommeren er over os, og hovedsæsonen er veloverstået med en flot opvisning den 24. marts.

Husk har du nogle gode/sjove billeder og en god historie, som du gerne vil dele med resten af Haslev TT, så send den til nyhedsbrev@htt.dk

Bestyrelsen ønsker alle vore medlemmer og trænere en rigtig god sommer. Og på gensyn i sæsonen 2018/19.

Senior DM i Svendborg

HTTs trampolinspringere dominerede DM for seniorer og tog alle medaljerne i herrerækkerne!

Der var store forventninger til specielt den forsvarende mester Benjamin Kjær ved DM i Svendborg, og den 19 årige HTT-springer skuffede ikke. Med en sikker finaleøvelse, som oven i købet var stævnets sværeste satte han alle sine konkurrenter til vægs. Sølvmedaljen gik til Teis Petersen, som med overbevisende springning tilmed sikrede sig en udtagelse til VM i november måned sammen med Benjamin. Bronzen gik til Lucas Cheung, som på denne måde fejrede sit comeback efter en operation i benene i januar måned. Og sågar 4. pladsen gik også til HTT i skikkelse af Christian Andersen, som kunne fejre sin fødselsdag på denne måde. Joah Cheung sluttede lige udenfor finalen.

Men også i synkronkonkurrencen dominerede HTT totalt: Guld til Benjamin og Teis, Sølv til Joah Cheung sammen med Malte Kirkhoff fra KTK og bronze til Christian og Lucas !

Endelig var der også en bronzemedalje til Emmelie Laugesen sammen med sin makker fra KTK.
Individuelt blev Emmelie nummer 5 og Freya Guillaume nummer 8.

Sommer Gymnastik Skole

I sommeren 2017 havde vi en fuldstændig fantastisk gymnastikskole, med 73 glade piger og drenge, som nød 3 dage i gymnastikkens tegn.

Igen i sommeren 2018 fra den 10-12 juli afholder vi igen gymnastik skole. Trænerne står klar til at hygge, lege, spring, udfordre og ryste rytmerne ud af en masse glade børn.

Tilmelding via vores hjemmeside, senest den 20. juni, men skynd jer vi har begrænset pladser :-)

TeamGym i Virum og Helsinge

Haslev TT's TeamGym Micro, Mini og Junior pigehold deltog i april måned ved GymDanmarks Talentrække region øst, som i år blev afholdt i Virum og Helsinge.

Pigerne havde kvalificeret sig til Micro 3 division, Mini 4 division og Junior 1 division, alle holdene kæmpede hårdt mod andre hold fra Sjælland i de tre discipliner spring på bane, spring i trampet og rytmeserie.

Der blev leveret nogle fantastisk flotte indsatser og der var stor spænding da pointene skulle tildeles blandt både trænere og gymnaster, men også den medrejsende »support gruppe«, som blandt andet bestod af mange af gymnasternes forældre og familie. I Virum, hvor Micro og Junior havde været i konkurrence var  jublen stor, da det blev en realitet at begge hold havde sikret sig sølvmedaljer.

I Helsinge havde Mini holdet været i aktion og også her var der hård konkurrence om pladserne og holdet endte på en flot 5 plads.

Klubben er stolte af pigerne og takker alle forældre og andre der mødte op for at støtte holdene og hjælpen med at få alle trænere og gymnaster sikkert frem til og fra Virum.

DanCup 1

Den 28. april blev årets første DanCup afholdt i København. Haslevs springere leverede nogle flotte resultater, og kom hjem med 2 guldmedaljer, 3 sølvmedaljer og 3 bronzemedaljer.

En stor tak til forældregruppen for den fantastiske opbakning til springerne.

Resultaterne kan ses på SportTech

TeamGym, DM runde 2

Lørdag den 21. april var Haslev TT TeamGym Micro og Junior til DM 2-runde i Talentrækken.

Begge vores hold klarede sig fuldstændigt fantastisk og kom hjem med sølvmedaljer. Kæmpe stort tillykke til trænere og gymnaster for jeres store indsats.

Ligeledes en stor tak til den fantastiske forældreopbakning.

Scandinavian Open 2018

For 35. gang afholdte Haslev TT Scandinavian Open for trampolin. Det foregik i påsken og der var en flot tilslutning af både springere og frivillige hjælpere. 140 springere fra seks nationer deltog og en god del af medaljerne og pokalerne fik lov til at blive hos os i Haslev TT.

Ud over det rutinerede trænerteam var det et forholdsvist nyt hold af frivillige, som arbejdede i kulisserne for at få alle trådene til at nå sammen. Et KÆMPE tak skal lyde til alle frivillige; trænere, dommere, teknikere, forældre, bestyrelsesmedlemmer mm. som fik eventet til at glide på skinner. Alle formåede at holde humøret oppe og efter en god evaluering kan det kun blive en endnu større succes når vi kører SCO næste gang.

Tilmelding til sæsonen 2018/19

Søndag den 17. juni 2018 er en ganske særlig dag. Det er nemlig dagen, hvor du kan tilmelde til den kommende sæson i Haslev TT. Vi bestræber os på, at der også i næste sæson bliver mange spændende hold, som sikkert også passer til dig. 

Hold øje med vores hjemmeside www.htt.dk, hvor vi løbende gør holdene klar, men tilmeldingen åbner først 17. juni. 

Dage Timer Minutter Sekunder

Farvel til klippekortet

Den 31. maj 2018 er sidste dag, hvor du kan købe klippekort til vores DropIn afdeling. Klippekortene kan anvendes indtil 31. juli 2018.

Fra 1. august kan du træne på alle vores DropIn hold for kun 139,- kr. om måneden. Eller kombiner DropIn med Fitness til en samlet pris på kun 199,- kr. om måneden.

Har du et ubrugt klippekort, og vil du allerede nu over på månedsbetalingen, så godtgør vi hvert resterende klip med 25,- kr.

Facebook Instagram

Haslev Trampolin- & Turngymnaster

Sofiendalsvej 42 B
4690 Haslev

www.htt.dk

SHARE TWEET FORWARD
MailerLite